Det kunne være undgået – hvis vi turde tage stress alvorligt

Stress er ikke bare personligt – det er en regning, vi alle betaler

Stress er ikke bare travlhed eller for mange bolde i luften. Det kan føles som at være fanget i en tæt tåge, hvor selv små beslutninger – som at svare på en sms, tage telefonen eller finde ud af, hvad man skal spise – bliver uoverskuelige. Man ved godt, at noget er galt, men man kan ikke finde bremserne. Og når man endelig prøver, er det ofte for sent.

For mange føles det som om kroppen og hjernen ikke længere taler samme sprog. Man glemmer ting, mister overblikket, får ondt i maven, hovedpine, trykken i brystet. Nogle får føleforstyrrelser, uro i kroppen, tunnelsyn, hjertebanken. Andre føler sig som om, de er ved at miste grebet om sig selv. Som om noget i én er ved at gå i stykker.

Og alligevel står man op og prøver igen. Fordi man “burde”. Fordi man ikke vil svigte. Fordi man ikke ved, hvordan man skal sige stop. Mange siger bagefter: “Jeg vidste det jo godt – men jeg kunne ikke give slip.”

Udefra kan man virke velfungerende. Måske endda stærk. Men indeni hersker kaos. Stressramte bliver ofte eksperter i at maskere det indre stormvejr. Og når det hele til sidst ramler, er det ikke altid, at den hjælp, man får, føles som hjælp.

I stedet for støtte til at forstå, hvorfor man faldt, møder mange et system, der primært har ét mål: at få folk hurtigt tilbage i arbejde. Jobcenter, læge, arbejdsplads – alle gør, hvad de kan, og mange er både venlige og forstående. Men de er bundet op på regler og rammer, der ikke altid passer til det, stress kræver. Der er fokus på fremdrift og afklaring – også selvom man knap kan få vejret. Resultatet? Mange starter for tidligt, før de er klar. Fordi de er pligtopfyldende. Fordi de får at vide, at det er vigtigt at “komme i gang”. Men det gør bare, at stressen sætter sig endnu dybere.

Det gør ikke bare helingsprocessen længere og sværere – det har også konsekvenser, der rækker langt ud over det enkelte menneske. Når flere og flere falder fra på grund af stress, mærkes det ikke kun i familierne og på den enkelte arbejdsplads – det påvirker hele vores samfund.

Stress koster

Stress koster. Ikke bare menneskeligt, men også økonomisk. Når vi ser på konsekvenserne i kroner og øre, bliver det tydeligt, at vi ikke længere har råd til at ignorere problemet.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) koster arbejdsrelateret stress danske virksomheder mindst 16,4 mia. kr. om året. Det svarer til 61,9 mio. tabte arbejdstimer – eller 37.335 fuldtidsstillinger. Det dækker blandt andet:

• 10,4 mia. kr. i løn til sygemeldte medarbejdere
• 4,8 mia. kr. i tabt produktion ved frafald
• 1,2 mia. kr. i ekstra omkostninger til orlov og afløsning

Det er altså det, virksomhederne direkte mister, når deres ansatte bliver ramt af stress.

Men der er også et bredere perspektiv. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at stress samlet set koster det danske samfund omkring 55 mia. kr. årligt. Det svarer til tabet af 55.600 fuldtidsstillinger og inkluderer blandt andet sygedagpenge, tabt skat, udgifter til behandling og lavere økonomisk vækst.

Når folk forsvinder – mærker vi det alle

Når 37.000 medarbejdere forsvinder fra virksomhederne, og yderligere 55.600 fuldtidsstillinger reelt falder ud af arbejdsmarkedet, er det ikke bare statistik. Det er mennesker, faglighed og funktioner, vi mister. Og det mærkes især i de sektorer, hvor vi i forvejen mangler hænder: SOSU, pædagogik, undervisning, sygepleje. Men også i it, håndværk, produktion og service.

Hver eneste medarbejder, der falder fra, efterlader et hul. Hos kollegerne, der må løbe hurtigere. Hos borgerne, patienterne, børnene, der ikke får den støtte, de har brug for. Og i samfundet som helhed, der mister både arbejdskraft og menneskelig værdi. Det påvirker også de ramte familier.

Min rolle som stresscoach – og mit inderlige ønske

Som stresscoach møder jeg mange af de mennesker, der allerede er faldet. Jeg hjælper dem med at genfinde energi, overblik og troen på, at de igen kan være i deres eget liv. Det er vigtigt og meningsfuldt arbejde. Men det gør mig også trist.

For jeg ved, at mange af dem aldrig burde være endt der. Hvis vi havde set dem tidligere. Givet dem mulighed for at sige fra. Skabt rammer, hvor det er legitimt at være menneske – også når livet presser. Så kunne vi have forebygget. Og det er dét, jeg ønsker mig. At vi bliver bedre til at forebygge, end vi er til at samle op.

Det er ikke svært, men det kræver at vi tager det alvorligt

Forebyggelse af stress behøver hverken være dyrt, svært eller kompliceret. Men det kræver, at vi begynder at gøre det, vi godt ved virker – i tide. Det kræver, at vi tør tale om det, også når det er svært. At vi handler, før mennesker vælter. Og at vi ikke bliver ved med at overlade ansvaret til den enkelte.

Vi har masser af viden. Masser af eksempler. Og vi har ikke råd til at lade stå til. Hverken økonomisk, menneskeligt eller organisatorisk.

Derfor skal vi ikke bare tale om stress – vi skal forstå, hvad der ligger bag, og hvad vi faktisk kan gøre anderledes.

Hvad du kan forvente i de kommende uger

Du vil kunne genkende dine kolleger, din organisation – og måske også dig selv. For det her handler ikke bare om dem, der “går ned”. Det handler om os alle sammen – og om at skabe et arbejdsliv, vi kan holde til at være i. Også på den lange bane.

Første indlæg; Travlhed er ikke stress og stress er ikke bare travlhed kommer d. 28. juli.

1. Tallene er fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) ↩︎