5 råd mod december stress

KalenderlysMange mennesker, især os med flere børn, oplever julen som årets mest stressende tid. Vi skal lave julehyggearrangementer med venner, også dem vi ikke har set i løbet af året. Så er der julearrangementer på arbejdet, julefrokoster, og børnejulefester. Børnene skal også julehygge i skolen hvor vi forældre skal med og så er der alle fritidsaktiviteterne, hvor der også lige skal hygges lidt ekstra. Der er adventsgaver og julekalender pakker der skal købes og pakkes ind. Og alle julegaverne! Der skal julepyntes og bages småkager. Hvor skal vi holde jul? Glæden er måske ikke lige stor hvis det ikke er hos vores egen familie julen foregår i år. Midt i alt dette skal vi også huske det vigtigste; at hygge og nyde december!

Tanken om alt det vi skal nå i december kan få pulsen til at stige og vejrtrækningen sidder helt oppe i halsen. Erindringen fra barndommens jul hvor vi husker glæden og forventningerne i december er overskygget af lange to do lister og dårlig samvittighed over at vi igen glemte at sønnike skulle have gave med til sin hemmelige nisseven fordi vi havde travlt med at stege fiskefileter til datterens julefrokost til skolen.

Dreng og mor jul

Det er de færreste med et fuldtidsarbejde der kan klare alt dette uden at blive stresset. Du synes at alt er vigtigt og vil ikke stå udenfor og for alt i verden vil du ikke svigte dine børn. Du svigter ikke dine børn ved at vælge nogle arrangementer fra. Tværtimod hjælper du dem ved at få overskud ved at skære i antallet af arrangementer og måske sætte ambitionerne ned. Det er faktisk en vigtig læring du giver dine børn ved at vise dem at selv om vi vil alt, så kan vi ikke. Derfor må vi vælge det ud der betyder mest for os eller som vi kan klare. Ellers ender dine børn i samme situation og tror at de skal kunne klare det hele. Der er ingen af os der kan klare alt og slet ikke på den lange bane.

5 råd mod julestress:

 

  1. Erkend at du ikke kan alt

Hvor end du gerne vil, så kan du ikke klare alt i december og samtidig have overskud i juledagene. Meddel gerne dine omgivelser at du ikke kan alt og at du ikke vælger dem fra men derimod vælger dig selv til.

  1. Prioritér

Vælg nogle få arrangementer ud betyder mest for dig og dine familie. Det er ok at melde afbud til de andre. Du gør ikke andre glade af at du bliver stresset.

  1. Skær ned på gaver

Er der nogle du ikke behøver give gaver? Det kan være svært at tage beslutningen men en lettelse når det er gjort. De fleste accepterer det og har det på samme måde som dig.

  1. Planlæg

Planlæg så meget som muligt. Lav madplaner, køb ind til hele ugen, skriv dine prioriteter ind i kalenderen. På den måde er der mere plads til at der kommer hemmelige nissevenner eller lignende ting dumpende ind.

  1. Sænk ambitionsniveauet

Få gode julehygge oplevelser er bedre end et halvhjertet forsøg på at gøre hele december perfekt. Er overskuddet der ikke så køb julesmåkager. Uddeleger til julefrokosten og lad være med at binde dig selv op på for mange forpligtelser f.eks. i form af drillenisser i hjemmet, risengrød på loftet m.m. Det behøver ikke være hver dag. Nisserne skal jo også hvile sig og ud til andre familier.

 

Jeg ved at det er svært at skulle sige fra over for både venner og familie. Vi føler at vi skuffer dem og ikke kan leve op til forventningerne. Og ja, nogle vil blive skuffet over din beslutning om at tage en mere rolig december og jul. Langt de fleste vil forstå dig og beundre dig for dit mod til at passe på dig selv og dermed også din familie.

De sørgelig statistikker viser desværre at vi er alt for dårlige til at passe på os selv i december. Julen bliver ikke den hyggelige forestilling vi havde og alt for mange mærker for alvor stressen i juledagene. Det betyder at i januar stiger fraværstallene grundet stress.

 

Husk at nyde december i dit tempo, ikke andres.