Tilbage på arbejde efter stress
Der kommer et tidspunkt i et stressforløb, hvor spørgsmålet begynder at fylde: Er jeg ved at være klar til at komme tilbage? For nogle er det en stille overvejelse. For andre er det et pres udefra. Og for mange er det begge dele på én gang.
Du kan være i tvivl. Måske mærker du mere ro end før, men er usikker på, om det holder. Måske er du allerede startet op igen og kan mærke, at du har brug for støtte undervejs, så du ikke ender samme sted.
‘Boost din opstart’ er et 4-ugers forløb til dig, der enten står foran en tilbagevenden til arbejde efter en stresssygemelding – eller som netop er startet og har brug for et sted at lande, mens du finder rytmen igen.
Forløbet er ikke til dig, der står midt i akut stress og har brug for individuel behandling og ro først. Det er til dig, der er et skridt videre og har brug for viden, refleksion og konkrete redskaber i overgangsfasen.
Jeg har afholdt forløbet mange gange, og jeg ved, at den her fase sjældent handler om vilje. Den handler om forståelse, tempo, grænser og om at turde gøre tingene anderledes end før.
Vi kommer til at arbejde med:
Vi begynder med at se på, hvad stress egentlig er. Hvad sker der i hjernen og kroppen, når belastningen har stået på for længe? Hvorfor reagerer du, som du gør? Når du forstår mekanismerne, bliver dine symptomer mindre uforudsigelige og mere håndterbare. Du lærer at genkende dine egne signaler og opdage overbelastning tidligere.
Dernæst arbejder vi med tankerne. Op mod en opstart kan tankemylderet tage fart. Bekymringer om opgaver, kolleger og forventninger kan fylde mere, end man havde regnet med. Vi ser på forskellige typer tanker, og hvordan de påvirker følelser og handlinger. Du får konkrete redskaber, så du kan arbejde aktivt med dine tankemønstre i stedet for at blive styret af dem.
Et centralt tema er grænsesætning. Mange, der bliver ramt af stress, har i en periode tilsidesat egne behov eller haft svært ved at mærke deres grænser. Vi arbejder med forskellen på selvværd og selvtillid og med, hvordan du sætter tydeligere grænser – både over for andre og over for dig selv. Vi ser også på, hvad der reelt er inden for din kontrol, og hvordan du kan prioritere opgaver, så din energi rækker.
I den sidste del af forløbet samler vi det hele og retter blikket mod dit arbejdsliv. Hvad holder dig tilbage? Hvad har du brug for, for at kunne fungere? Hvilke opgaver giver mening at starte med, og hvilke skal vente? Du udarbejder en konkret optrapningsplan med fokus på arbejdstid, opgaver, pauser og de signaler, du skal være opmærksom på.

Mellem gangene vil der være refleksion og mindre øvelser, som hjælper dig med at omsætte det, vi arbejder med, til din hverdag.
Praktisk:
Forløbet foregår på små hold med maksimalt 8 deltagere, så der er plads til ærlighed, genkendelse og konkret arbejde med den enkeltes situation.
Lokation: Egedal Centret 69, 1. Sal, 3660 Stenløse
4 gange á 2,5 time
Pris: 3.900 kr.
Kommende hold:
6. Maj 2026 (6, 13, 20 og 27. Maj)
2. September 2026 (2, 9, 16 og 23. September)